Blog Image

Familievejleder blogger om børn og familieliv

Læs artikler om nogle af de mest efterspurgte emner

Jeg håber at bloggen her kan være til inspiration. Kommenter endelig på artiklerne og kontakt mig hvis du har gode ideer til nye emner eller på anden vis kan bidrage til at gøre bloggen mere aktuel og interessant.

Hjem | Brevkassen | Respons | Kontakt | Nyhedsmail | Facebook | Del på fb

Overstimuleringskarret

Sensitive og robuste børn Posted on søn, november 25, 2012 16:36:25

“Min datter er komplet umulig her
til aften; skriger og skælder ud og det tegner slet ikke godt for
natten … ja eller for i morgen …. Hun er altid vildt bøvlet, når
vi er hjemme. Det er super irriterende, for folk tror ikke på os.
Hun bliver nemlig ikke overstimuleret, hun elsker at være ude og
charmerer alle omkring sig, når vi er ude, så sover hun uden bøvl.
Det er da mærkeligt, at hun dér kan sove fra det hele, når hun
herhjemme ikke vil sove, og det er mærkeligt at hun bøvler ekstra
bag efter besøg, når hun tydeligvis ikke bliver overstimuleret af
det. Faktisk vil hun allerhelst ud og opleve en masse hver dag, for
så snart vi er hjemme så starter cirkuset”

Jo hun overstimuleres!, men
overstimulering ses kun i situationen, hvis dråben bliver nået i
situationen, og det gør den sjældent for et sensitivt barn.

Overstimulering er et kæmpestort
fokusområde i.f.t. sensitive mennesker … i særdeleshed børn, der
slet ikke har så avanceret en egenindsigt, som voksne. Derfor er det
ekstra vigtigt, at mor og far, pædagoger osv. er obs, på de små
signaler, og at de tager ansvar for at lære barnet at håndtere
stimuleringsgraden.

Jeg bruger ofte et kar som billede.

Når et barn er lille, er karret som en
skål. Indtryk fyldes i skålen som dråber, og på et tidspunkt
løber karret over. Barnet skriger, og mor kommer susende med en øse
til at sænke dråbebestanden.

Mor lærer at se de små tegn på, at
vandet er ved at nå kanten og kommer nu roligt hen og hælder dråber
fra, inden det går galt. Her lærer barnet også at mærke, hvordan
det føles lige inden mor kommer, og hvor rart det føles, at mor
“tager toppen af karrets indhold”. Barnet bliver faktisk så
dygtigt. at det selv kalder på mor, når det er tid, hvis hun ikke
lige selv opdager det.

Stille og roligt lærer barnet, hvad
det er mor gør, og begynder så småt at kunne efterligne det selv.
Mor opfatter ubevidst, at barnet nu selv forstår sit behov og
begynder at være i stand til selv at stille det. Mor støtter derfor
barnet i sin motivation for at kunne hjælpe sig selv. Mor etablerer
en bundprop i karret og hjælper sit barn til at bruge den.

Mor må stadig hjælpe barnet til at
begrænse hastigheden, dråberne falder med, for hvis indtrykkene
drypper for hurtigt i karret, så formår barnet ikke at bruge
bundproppen hurtigt nok, og mor må også vide, at hvis indtrykkene
er anderledes end vanligt, så kan barnet blive så opslugt af dem,
at karret fyldes, fordi barnet slubrer indtryk i sig og glemmer alt
om bundproppen. Derfor må mor i de situationer overtage kontrollen
af bundproppen.

Barnet vokser konstant i sin
egenindsigt og lærer meget hurtigt, hvad der er rart, og hvad der
ikke er rart. Det er ikke rart, at karret flyder over! Slet ikke hvis
det sker, hvor andre ser det! Og dog er det ofte ude, at karret
fyldes for hurtigt. Indtrykkene er mange, mor skal være social med
andre, leve op til deres forventninger, huske at overtage styringen
af bundproppen og forsvare, at hun gør det. Alt det imens hun har
travlt med på afslappet og overskudsagtig vis at nå at afværge, at
katastrofen sker og karret flyder over. Det er nemlig også en
forskel på at være hjemme alene og så at være ude – derhjemme er
det synd for barnet, at det overvædes, men ude er det en katastrofe,
som er synd for alle.

Barnet gør derfor, hvad det kan for at
undgå at være årsag til katastrofen. Ofte lægger barnet sig til
at sove eller regulerer på anden vis. Men det er jo ingen holdbar
løsning, for det giver mentalt overarbejde konstant at skulle kæmpe
imod, at karret flyder over. Det topfyldte kar kommer med hjem i et
barn, der er mentalt udkørt og ikke i stand til at kæmpe videre, så
ved den første dråbe er skaden sket. Barnet reagerer i fuldt flor
og mor, der også er mentalt udkørt efter udflugten, har ikke
overskud til at komme springende og øse vand af. Hun forsøger
desperat at få bundproppen op, men karrets indhold er alt for tungt
og kampen i afmagt er sat ind.

Heldigvis ved mor, at hendes eget kar
er udstyret med en overløbssikring. Mor har indtil nu ageret
overløbssikring for sit barn, imens barnet har lært at bruge
bundproppen, men bundproppen skal huskes for at have nogen effekt, og
mor skal også huske at være barnets overløbssikring for at det har
nogen effekt, så det ideelle ville jo være at etablere en
overløbssikring i barnets eget kar. Den overløbssikring kan dog
være lidt længe undervejs, for barnet skal have en vis kognitiv
udvikling før det kan lade sig gøre

Mor må agere overløbssikring i en
periode, men det er vigtigt, at hun hjælper barnet til at få
etableret bundproppen, lærer det at bruge den og lader barnet gøre
det. Det er vigtigt, at barnet lærer at mærke sig selv, lærer at
agere på sine behov og bliver selvstændig i.f.t. at håndtere sit
kar, for mor kan ikke være med altid, og barnet har ingen gavn af at
skulle have den særstatus, at lærere osv. skal have det som deres
opgave at styre bundproppen.

Mange forældre har svært ved at give
så meget slip, at barnet kan få lov at have sin egen
overløbssikring og på den måde blive uafhængig, men for barnets
selvstængighed og udvikling, er det vigtigt at gøre.



Lad barnet vise vejen

Forældrerollen Posted on søn, juli 17, 2011 18:51:49

For mange forældre er det en stor udfordring, at aktivere deres barn. Af bedste mening søges inspiration til aktiviteter højt og lavt. Nu er det sommer og mange børn, der normalt er i institution er hjemme i flere uger. Det er uvant for rigtig mange og kan næsten være skræmmende, for “Hvad finder vi på?” og “Hvad nu, hvis det bliver regnvejr?”

Os voksne har glemt noget af barneindstillingen, for børn kræver slet ikke det aktiverings- og underholdningsniveau, som mange voksne forestiller sig. Måske er det lidt kedeligt for den voksne, at lege samme leg med samme kæp i en halv time i streg, men for barnet er gentagelse og tid med mor og/eller far uden sidestykke.

Prøv at lade barnet vise vejen. Gå ud i naturen uden plan. Observér hvordan dit barn bliver inspireret til leg af sine omgivelser og hop med på legen. Leg med så godt du kan, og slip fantasien løs. Bliv i legen lige så længe, som dit barn gør det. Det er en sund øvelse, at gøre sig.

Prøv at undgå bekymringer om, hvorvidt dit barn kommer til at kede sig, for børn keder sig ikke. De finder på noget. Vis dit barn, at du har tillid til, at det kan finde på noget godt.

Lad ikke vejret ødelægge humøret. Vejret er som det er uanset hvilke følelser vi måtte have for det. Brug vejret positivt. Regnvejr giver fantastiske muligheder for at hoppe i vandpytter, få vådt hår, være fin dame med paraply eller hygge sig inde. Blæsevejr kan barnet måske læne sig op imod, måske kan I gå i modvind, flyve med drage eller høre vinden suse. Når alt kommer til alt, så giver I jeres barn noget rigtig godt ved at finde det positive i de ting, som hverken I eller barnet kan gøre noget ved.

De daglige aktiviteter er også alletiders at inddrage børnene i. De vil gerne gøre som jer og vil gerne være med der hvor I er. Måske lægger barnet ikke tøj sammen i en halv time i træk, men at gå fra og til er også ok. Måske veksler barnet lidt imellem sandkassen og ukrudtslugning, men det behøver ikke være et tegn på, at barnet ikke vil ordne have, blot, at der er frihed til at vælge.

Så prøv at sænk dine forventninger til, hvad dit barn har brug for af aktivering og brug vejret positivt. Brug istedet krudtet på at være tilstede. Lad barnet vise dig hvad der er sjovt, og hvor længe det er det og invitér barnet til at være med, i det du laver.



Han hører ikke efter

Sensitive og robuste børn Posted on fre, juli 15, 2011 07:59:19

Det er én af de frustrerede udmeldinger jeg ganske ofte får, fra forældre til børnehavedrenge. “Vi kan kalde på ham tyve gange, men han ignorerer os og når vi så skælder ud kigger han på os som om han tænker, hvad vi bilder os ind” Det er det samme nede i børnehaven og alle er ved at være trætte af det. Det kan selvfølgelig også dreje sig om piger, men generelt er problemet større hos drenge.

Der kan jo selvfølgelig være mange årsager til, at drengen tilsyneladende ikke gider at høre efter, og én af dem er at drengen ganske enkelt ikke opfanger henvendelsen. Ofte er det faktisk præcis, hvad det skyldes, selvom stort set ingen forældre har haft den overvejelse.

Der er rigtig meget larm i en børnehave. Vi forældre kan blive helt kuldrede af de fem minutter vi er der for at hente og bringe, men vores barn er i den støj hele dagen. Mange børn tillærer sig evnen til at “lukke af” for omverdenen, og drenges hjerner er ikke altid helt så hurtige til at modnes til at kunne opfange kollektive beskeder, når barnet lukker af for virvaret omkring. Når pædagogen eller forældrene kalder, så er det langtfra sikkert, at barnet hører det. Og hvis strategien er at råbe højere eller skælde ud, så er det måske det første, som barnet hører, når han “rives ud af sin selv-beskyttede verden”

Jeg skal selvfølgelig ikke afvise at adfærden KAN skyldes, at barnet ikke gider, er ligeglad, provokerende eller andet, men uanset hvad, så er min opfordring klar

“Vær sikker på at dit barn hører dig første gang!”

Så bliver årsagen og løsningen pludselig meget tydelig. Hvis dit barn opfører sig sådan her, så gå hen til ham og læg en hånd på skulderen af ham. vær sikker på, at du har opmærksomheden, før du siger “Vi skal snart spise, så du skal lige lege færdig” eller hvad det nu måtte være.

Jeg er ganske overbevist om, at hvis du sørger for, at dit barn hører din første og venlige henvendelse, så vil det enten løse hele problemet eller tydeliggøre, hvad problemet er.



Afmagt

Forældrerollen Posted on fre, februar 11, 2011 12:18:09

Det er som med alle andre negative følelser tabu at føle afmagt som forældre. Ikke destro mindre er det en følelse, som alle overvældes af i tilspidsede situationer. For nogle er følelsen sjælden og for andre er den en mere eller mindre permanent følgesvend.

Afmagt er svær at rumme og jo mere afsky og selvkritik følelsen vækker, des mere invaliderende er den. I afmagt kan vi gøre vi ting, som vi skammer os over, og som vi for enhver pris vil forhindre, at vores omverden får kendskab til. Vores evne til at lagre følelser i hukommelsen er langt bedre end evnen til at lagre begivenheder. Derfor står afmagten og skammen ofte meget klart i erindringen sammen med en fortolket og farvet gengivelse, at handlingen. Ofte erindrer vi handlingen skævt af, hvordan virkeligheden var, for erindringen farves af hvad vi har med i bagagen, og hvilke følelser den har været forbundet med

Sådan indespærret afmagt er gift for vores selvværd, og hvis der i ro og mag spærres flere og flere negative og selvkritiske følelser inde, så er der risiko for, at det stille og roligt vil påvirke vores selvbillede.

Husk at selvom du føler afmagt, og selvom du er kommet til at gribe til noget, der strider imod dine værdier, så er du ikke en dårlig forælder! Du er en forælder, der har gjort noget uhensigtsmæssigt, hvilket du med rette må forholde dig til og lære af, men det bliver du ikke en dårlig forælder af!

Som sagt findes, alle forældre, gribes fra tid til anden af afmagt, så det du føler er noget alle kender til. Nogle har så naturligt et forhold til dette livsvilkår, at de er nemme at betro sig til, andre har så belastet et forhold til det, at de i kampen for ikke at afsløre egen afmagt vil få dig til at føle en endnu større skam. Sådan fungerer tabuer desværre!

Men der er altid en grund til at vi føler afmagt, og vi er sårbare, når det gælder forholdet til vores børn. Samtidig er vi i forholdet til vores dyrebare børn farvet af, hvad vi har med fra forholdet til vores egne forældre, da vi var børn. Både alt det fantastiske, som vi gerne vil føre videre og alt det, som vi af forskellige årsager ikke ønsker skal være en del af vióres forældreskab. I afmagt kan vi risikere at reagere, som vi tager afstand fra, at vores førældre reagerede, og det er bestemt noget, der for nogle kan være nærmest lammende. Så der er i nogle tilfælde en aldeles plausibel forklaring på, at det er svært at rumme. Sådan en reaktion kan føre mange andre tabubelagte følelser med sig.

Det er en sund øvelse at gå ind i de følelser, der måtte komme, at bearbejde, hvad der er sket, hvorfor det skete, hvordan vi reagerede, og hvordan vi har det med det. For nogle er det virkelig en meget stor udfordring, at sige højt, at de er kommet til kort. Nogle mener ikke at der er behov for at sige det højt. Behovet er forskelligt, for nogle kan det fint bearbejdes uden at inddrage andre og bagefter kan det fint siges højt, for nogle skal det siges højt, for rigtig at kunne bearbejdes.

For nogle bearbejdes det slet ikke og siges ikke højt. Det gemmes væk i forhåbningen om, at det så forsvinder. Typisk sammen med en bunke andre ting, indtil en eller anden dag, hvor bægret måske bliver for fyldt og facaden krakkelerer, så det hele uden kontrol bare vælter ud.



Når barnet plager

Forældrerollen Posted on søn, januar 30, 2011 13:24:43

“Mor jeg vil have legetøj”, “Jo jeg VIL”, “Så vil jeg have slik!!!” – VRÆL, Sussie kaster sig skrigende på gulvet og sparker om sig. Ikke én i Brugsen kan være i tvivl om, at Sussie er utilfreds.

Mor overvældes af et samsurium af følelser, Irritation over, at Sussie ikke vil acceptere et nej. Nervøsitet over hvad andre tænker. Selvbebrejdelse over at situationen overhovedet opstår – FORLEGENHED!! Der foregår flere fremskrivninger samtidig i mors hoved. “Den mand kiggede bebrejdende på mig – han synes nok, at jeg er en dårlig mor”, “Jeg er nødt til at få hende til at holde mund, for jeg bryder mig ikke om at tiltrække opmærksomhed på den måde”, “Det er ihvertfald SIDSTE gang Sussie kommer med i Brugsen, inden hun er konfirmeret”…..

Inden mor får set sig om og overvejet, hvordan hun egentlig dybest set synes, at hun skal reagere. Forbryder hun sig imod sin hidtidige tydelighed og tager et kvantespring i én eller anden retning.

“Shhhh, Shhhh Sussie hold så op”, “Ok ok ok hvis du stopper nu så får du en pose slik, men så er det også slut”, Sussie stopper måske ikke, og kan måske ikke samarbejde til at vælge en pose slik. Hun ville jo hellere have legetøj og troede jo faktisk slet ikke, at hun måtte få noget som helst. Midt i Sussies proces med at opfatte, at hun faktisk lige pludselig gerne må få slik, mister mor tålmodigheden og griber den pose slik, som hun ved at Sussie ville have valgt, hvis hun gad stoppe det skrigeri og deltage.

Mor er vred på sig selv over ikke at kunne bevare roen og overblikket. irriteret på Sussie over at skabe sådan en scene og skuffet over at Sussie ikke er lykkelig for og taknemmelig over for at få sin vilje, for det burde hun være.

Måske stoppe Sussie nu skrigeriet og surmuler videre, måske fortsætter hun skrigeriet eller måske fortsætter hun kampen for legetøjet, for måske mener mor ikke helt sit nej!?

Når du som forælder bøjer af i afmagt, så optræder du uforudsigeligt. Dit barn ved ikke hvad det kan forvente af dig. De fleste børn trives dårligt i uforudsigelighed og vil derfor søge efter grænserne, for igen at finde ud af hvilken ramme, det er, at de befinder sig i.

Det kan også være at mor istedet for at bøje af, forsøger at true Sussie til stilhed “Hvis du ikke stopper nu, så kommer du ud i bilen”, “Du kan ikke komme med hjem til mormor, hvis du skaber dig sådan”, “Vil du med ned at handle en anden gang!? – For det kan du droppe, hvis du ikke stopper NU!”

Hvis du som forælder vælger at advare barnet på den måde, så lærer du dit barn, at der ikke vil være en konsekvens før det minimum har fået en advarsel – så det er altså ok at plage, indtil mor siger, at NU er det nok! Du skal endvidere overveje, om du reelt har tænkt dig at føre truslen ud i livet, for dit ord kan ikke tages for pålydende, hvis det efterføljende bliver fulgt op med “Jeg mener det altså, du skal stoppe nu”, “Det kan du altså ikke være bekendt, nu er det din skyld, hvis vi må aflyse at køre hjem til mormor” ja måske er truslen reelt tom, for det vil måske aldrig nå dertil, at du vil aflyse den tur, eller at du vil sætte barnet ud i bilen. Måske har du slet ikke mulighed for at købe ind uden dit barn, så at det ikke kan komme med er ikke realistisk. Og man kan også spørge sig selv, om dit barn iøvrigt vil lære noget af at undgå situationen – Vil den kamp måske ikke bare skulle tages på et andet tidspunkt?

Forbliv voksen

Når forventningen er klar, kendt og tydelig, så har både forælder og barn bedre forudsætninger for at kunne få en god indkøbstur.

>Forberd dig mentalt: Hvad skal du købe?, Hvad forventer du af dit barn? Skal barnet gå selv?, Holde i hånd?, Sidde i vognen? Kan barnet inddrages i at lægge varer i vognen, køre en lille vogn, lægge varer på båndet, betale? Er det en dag, hvor barnet gerne må vælge slik, legetøj, aftensmad? Hvad hvis barnet flipper skråt, vil du blive i situationen, sætte barnet i vognen, gå ud eller hvad er din taktik?

>Forbered dit barn: Vi skal handle i Brugsen, Du skal holde mig i hånden, når vi går rundt. Du må gerne være med til at vælge aftensmad, men ellers er det kun mig der vælger ting idag.

>Vær tydelig og autentisk: “Jeg kan godt høre, at du gerne vil have legetøj, men det kan du ikke få idag”, “Ja det er også træls”, “Kom vi skal have fundet noget aftensmad, hvad kunne du tænke dig?” “Ja skat jeg har forstået at du gerne vil have slik, men vi skal købe aftensmad” “Hvis du lige synes, at det er så svært, så kan du sidde i vognen imens vi kører over og finder aftensmad”. Sidder barnet grædende eller trist i vognen, så tør smilende tårerne væk ind imellem, prøv at bevare en positiv stemning, hav tillid til, at din beslutning er god og rigtig og anerkend, at dit barn synes, at det er svært, at få et nej, men lad være med at blive vred, irriteret, grib til ekstremer for at få barnet til at tie stille.

>Evaluer med dig selv hvis barnet reagerede med udtalt plageri: Det er ganske naturligt at barnet spørger om det må få ….., men det skal helst være sådan at barnet første gang accepterer et afslag. Sker det ikke, så mind dig selv om, at de fleste børn fra tid til anden lige vil teste for alvor af om reglerne mon gælder, Hvis du formår at tage det med ophøjet ro, så er det måske kun den ene gang. Hvis du derimod, kører op, bøjer af, griber til voldsomme forstærkere (f.eks tomme trusler) så kan der godt gå lang tid, før indkøbsturene igen bliver hyggelige.

En nærliggende beslutning er at handle uden barnet, men det mener jeg er et uhensigtsmæssigt valg, for barnet lærer ikke at håndtere den slags fristende situationer ved at undgå dem, og tro mig, når jeg siger, at det ikke tiltrækker mindre opmærksomhed, at det plagende barn er 6, 8 eller 14 år. De fleste i Brugsen har selv haft børn i den alder. Personalet i Brugsen ser de situationer dagligt, og de ser også at de samme børn er søde, og rolige med den ene forældre, men en sæk plagende lopper med den anden, så de vil med garanti ikke se skævt til at du tager dit barns plageri, som en naturlig del af dit barns udvikling, men at du i anerkendelse af dit barn forbliver en tydelig forælder.



« ForrigeNæste »