Blog Image

Familievejleder blogger om børn og familieliv

Læs artikler om nogle af de mest efterspurgte emner

Jeg håber at bloggen her kan være til inspiration. Kommenter endelig på artiklerne og kontakt mig hvis du har gode ideer til nye emner eller på anden vis kan bidrage til at gøre bloggen mere aktuel og interessant.

Hjem | Brevkassen | Respons | Kontakt | Nyhedsmail | Facebook | Del på fb

Nytårsaften er en festdag

Andet Posted on tirs, december 28, 2010 12:16:54

Os voksne har ofte store planer med nytåret. Vi skal feste sammen med familie og/eller venner. Vi skal i stilhed lytte til nytårstalen, have spændende mad i mange retter og efter en hyggelig, festlig og harmonisk aften skal vi se fyrværkeriet inden natten bliver for alvor morsom. Børnene har dog ofte nogle udfordringer med at se festligheden – særligt hvis der ikke er taget hensyn til dem i planlægningen.

Et par gode råd!

• Forbered børnene på, hvad der skal ske.

• Start festlighederne om eftermiddagen, så børnene kan nå at lege og forholde sig til de deltagende inden de bliver for trætte og sultne.

• Sørg for at de har spist godt sidst på eftermiddagen – for de kan måske ikke rumme anderledes mad.

• Kræv ikke at de sidder ved bordet under samtlige retter, men måske at de blot holder bordskik med andre børn.

• Læg mindre børn i seng til vanlig tid. De har intet ud af at blive holdt vågne.

• Giv særligt de børn, der er i byen al den tryghed og tid de har behov for for at falde i søvn



Når ædedolken bliver kræsen

Andet Posted on søn, august 29, 2010 11:11:34

De fleste børn har perioder, hvor de pludselig ikke spiser et eller andet. Det skaber bekymring hos mange forældre, for det kompromiterer lidt ønsket om, at vores børn spiser varieret og i det hele taget får nok. Der kommer flere af sådanne perioder hos de fleste børn. Mange forældre oplever for første gang, når barnet er godt 1 år, at deres altspisende barn pludselig virker kræsen.

For nogle er det svært at kapere. Der er flere sider af den problematik, dels er forældre selvsagt bekymrede for barnet og dels bryder nogle sig bare slet ikke om, at andre skal tro, at deres barn er kræsent – “hvad vil de ikke tænke?”.

Hvis det er dig, der har det sådan, så prøv at sige til dig selv, at det er ganske normalt. Jo mindre du gør ud af det des hurtigere går det over. Barnet har opdaget, at det faktisk selv kan vælge lidt til og fra, og det skal da afprøves – Sundt barn! Så længe det ikke bliver til en reel længerevarende sultestrejke, så kan det saktens være en del af en helt normal udvikling. Er det noget som er vedvarende, så er det dog bestemt relevant at kigge på, om problematikken kunne have andre årsager.

Tilbyd mad, som I får i et varieret udbud og gerne hver ting seperat. Mange børn får en periode, hvor de gerne vil kunne se, hvad de putter i munden. Hvis barnet har det sådan, så er det optimalt med en lille skål til hver grøntsag. Det er hensigtsmæssigt, at servere kødsovsen ved siden af spaghettien og ikke oven i. Fars med indbagte grøntsager er måske ikke et hit osv.

Min holdning er at forældre bestemmer hvad der serveres og hvornår, imens børnene bestemmer hvad og hvor meget af det serverede, som de vil sipse. Respektér barnets grænser ved at lade være med at presse det til at spise – Et barn dør ikke af sult af at springe et måltid over, men kan udvikle en aversion imod nogle fødevarer ved at blive tvunget til at spise det. Vi har aldrig serveret andet mad til vores børn end vi selv spiser, og det mener jeg bestemt heller ikke er spor nødvendigt. Tværtimod, så anser jeg måltidet som et vigtigt fællesskab, hvor børnene bl.a. lærer meget af at se deres forældre spise og opføre sig.



Opstart i dagpleje eller institution

Andet Posted on lør, august 28, 2010 21:09:16

Det er ingen hemmelighed, at mange forældre gruer for opstart i dagpleje eller vuggestue og har det svært med gå. Det kan være svært at gå fra sit barn, særligt når barnet ikke er glad. Langt oftest er barnet glad og deltagende få minutter efter aflevering, selvom det græder ved aflevering, men det er svært at hvile i lige i situationen. Som dagplejer har jeg jo i sagens natur kørt nogle børn ind. De første dage i dp går som regel fint, netop fordi barnet ikke har opdaget at det er noget fast – Der er spændende børn, spændende legetøj, dagene er lidt korte osv. Der kommer dog ofte en reaktion, når barnet “opdager alvoren” Den reaktion kan komme med det samme, efter få dage, få uger eller 1 måned, men den kommer som regel.

Det er et MEGET stort plus, når de i den fase klamrer sig til dagplejeren/den voksne. Hvis de er trygge der så har de det jo fint i hendes favn. Det er en periode der kan tage lidt tid. Mange forældrer får dårlig samvittighed overfor de andre børn, særligt hvis barnet er i dagpleje og overfor dagplejeren over at barnet kræver så meget, men prøv at skyde den bekymring væk. Dagplejere har som andre mennesker 2 lår og 2 arme og kræver det mere end det, så har hun en sofa og et gulv, hvor alle kan være, så det skal såmænd nok gå.

Det er en fase, og den er hård. Det gælder om, at gøre fasen så god og kort som muligt for barnet og det sker i dagplejen som der hjemme ved at give tryghed og vise tillid til situationen. Lad være at trække aflevering og hentning ud, bed hellere om en SMS eller ring efter 15-30 minutter for at høre hvordan det går.

Hvis du ønsker at gøre noget for at gøre indkøringen lettere, så kontakt dagplejeren eller institutionen inden opstart og hør til dagens rytme og prøv at få barnet ind i den rytme inden opstart. Det er en overskuelig opgave at passe spise- og sovetider ind, og det hjælper dit barn, at det ikke bliver overtræt eller meget sultent i utide. Jeg anbefaler i det hele taget at sørge for at flest muligt behov hos barnet er stillet, når det afleveres i indkøringsfasen. Det er svært for et sultent og træt barn at rumme, at mor går, så hvis det overhovedet er muligt, så sørg for at barnet har spist morgenmad hjemmefra i starten.



Barnets udvikling sker i spring

Andet Posted on ons, august 25, 2010 18:11:59

Helt små børn oplever alt for første gang. Alle deres sanser og hele bearbejdningsprocessen for indtryk kører på højtryk. Jo mere sensitivt barnet er, des mere åbne grænser er der for, hvad det tager ind og hvor dybt det går. Børn har brug for kærlighed tryghed, mad, søvn, forudsigelighed, ro, skærmning, leg stimulering og meget andet i varierende dosis. De forskellige behov ændrer prioritering over dagen og efter rammen, og det er der ikke forskel på om de er midt i et udviklingsspring eller ej.

Kendskab til disse udviklingsspring giver mig er en forståelses- og en handleramme. Jeg får kendskab til at udviklingen foregår i spring, og at der til givne tidspunkter sker store forandringer i børns sansebearbejdning. Jeg mener at forældre får en bedre mulighed for at imødekomme deres børns behov ved at vide hvordan deres verden forandrer sig. F.eks hvis et lille barn har behov for meget skærmnng i løbet af dagen. Det kan foregå f.eks i barnets seng eller måske svøbt i en dyne på forældrenes arm. Det kan være rart at vide at omkring en given alder, vil ens barn pludselig se i farver, for så kan skærmningsstederne jo tilpasses (hvid dyne m.v.), så de ikke pludselig bliver fremmede, anderledes og overvældende, med pink bamser, og farvestrålende skove osv.

Qua min uddannelse ved jeg at man bedst tillærer færdigheder, når udfordringerne hverken er for store eller for små og hvis min børn bliver komplet overstimuleret af ligegyldige ting, som dynens farve, skyggerne i vuggen osv, så bliver udfordringerne også for store til at de effektivt kan lære og udviklingsspringene bliver trukket ud. Sådan må det være tænker jeg, rent logisk.

Robuste børn lader sig ikke i samme grad mærke med det, så forældre til robuste børn erfarer ofte bare at barnet pludselig har lært en masse nyt.

2 af mine egne børn er følsomme børn og bevidstheden om og accepten af disse udviklingsspring har helt klart gjort, at jeg har haft større forståelse for at mine børn pludselig og “uden grund” bliver pjevsede og tryghedssøgende.