Blog Image

Familievejleder blogger om børn og familieliv

Læs artikler om nogle af de mest efterspurgte emner

Jeg håber at bloggen her kan være til inspiration. Kommenter endelig på artiklerne og kontakt mig hvis du har gode ideer til nye emner eller på anden vis kan bidrage til at gøre bloggen mere aktuel og interessant.

Hjem | Brevkassen | Respons | Kontakt | Nyhedsmail | Facebook | Del på fb

Hverdagens pejlemærker

Forældrerollen Posted on tirs, marts 19, 2013 20:10:37

Børnenes forudsigelighed lider ofte under voksenlogikkens begrænsning. Vi voksne kan jo bare kigge på uret, så har vi pejlingen, men de mindre børn er afhængige af de voksnes struktur, for at kunne orientere sig.

Barnet forstår ikke nødvendigvis “om 10 minutter skal du i seng” men det forstår “når du har tegnet tegningen færdig, skal du i seng” på denne måde varsles barnet i det korte perspektiv, men det giver ikke megen overordnet orientering. Det gør derimod pejlemærker!

Pejlemærker er faste punkter på dagen, gerne nogle der ligger op til vigtige aktiviteter. Det kan f.eks være eftermiddagsmad når barnet er hentet fra institution efterfulgt af skærmning og højtlæsning efterfulgt af aftensmad. Mulighederne er mange, men ved disse faste holdepunkter kan det sensitive barn finde fodfæste.

Hvis barnet er kortsluttet ved afhentningen i børnehaven, og turen hjem er helt skæv, så kan den faste eftermiddagsmad være det holdepunkt, hvor barnet finder tilbage på sporet istedet for at hele dagen er ødelagt.

Jeg ser ofte i vuggestuen , at et barn afleveres anderledes end vanligt, og det hele derfor er komplet forkert, men så snart vi når formiddagssamlingen, så er barnet med igen, eller et barn, forventer, at skulle med i stillerum, men ikke kommer det og intet andet dur før håndvask inden frokost, og så er alt godt igen.

Pejlemærker er gode, fordi •barnet selv hurtigt kan lære at overskue dagen

•de kan hjælpe barnet tilbage på sporet

•barnet har glæde af dem selvom det ikke er istand til at modtage verbalt varsel, derfor har de også effekt midt i en overstimulering



Tydelig og konsekvent

Forældrerollen Posted on søn, februar 03, 2013 12:48:33

Igen og igen opfordrer jeg forældre til at være tydelige og konsekvente i forældreskabet. Nærmest alle ved umiddelbart hvad jeg taler om. Det er meget sjældent jeg får spørgsmål om, hvad jeg mener med det. Sådan er det i øvrigt med rigtig mange begreber i mit arbejde synes jeg. Når jeg så spørger ind til, hvad forældre ligger i at være tydelige og konsekvente, så bliver mangfoldighedens fortolkninger tydelige.

For nogle betyder det at skælde ud og smide på værelset, hvis barnet ikke opfører sig ordentligt og for andre betyder det at have en grænse og så advare barnet nogle gange, evt med trusler om at gå uden barnet, at barnet ikke må besøge mormor mere eller lign, hvis det ikke stopper nu.

For mange er grænsen for hvad der er ok rimlig fast, men konsekvensen ved at overtræde grænsen ret afhængig af ydre omstændigheder og igen for andre er det omvendt.

Tydelighed mener jeg ikke er ensbetydende med at hæve stemmen, og jeg mener lige så lidt at konsekvens er ensbetydende med straf – faktisk tværtimod!

At være en tydelig voksen betyder i høj grad at bevare overblikket og fatningen. Du er rollemodel for dit barn, igennem dine handlinger guider du dit barn til at opføre sig hensigtsmæssigt. Mange har svært ved at forstå at deres barn brokker, sig pjevser og “skaber sig”. Mor bliver forståeligt nok irriteret og vrisser at barnet må stoppe med det skaberi. Mor føler at hun er berettiger til at være irriteret og give udtryk for det, for enhver kan bakke op om, at barnet må lære at opføre sig anderledes. Problemet er bare, at barnet lærer af sin rollemodel og det tjener intet formål at bekæmpe vrisseri med vrisseri. Det er i mine øjne ikke underligt at det barn skaber sig, for mor viser med tydelighed, at det er sådan man skal vise at man er irriteret – og barnet er irriteret!

Hvis mor ønsker at barnet skal håndtere frustration anderledes, så må hun starte med sig selv. Tonen kan sagtens være bestemt og tydelig i grænsesætningen uden at være hverken skinger, vrissen eller give skælde ud. Det er supersvært at ændre et reaktionsmønster, så ingen forældre kommer sovede til at blive tydelige rollemodeller, der med deres handlinger guider barnet til at reagere hensigtsmæssigt. Med dette in mente er det også nemmere at forstå, hvad det kræver af vores børn at ændre deres reaktionsmønster.

Konsekvens handler som sagt ikke om straf, men derimod om at grænserne ligger fast og ikke svæver rundt efter humør og overskud. Kun når grænserne ligger fast er de forudsigelige for børnene.

Hvis vi betragter grænserne helt konkret som væggene i et rum, så ved børnene hvor væggen er. De kan se væggen og mærke den. Ind imellem vil ethvert sundt barn prøve om væggen kan flyttes eller slåes i stykker, så slår de sig og bliver kede af det og bliver trøstet, men smerten er forudsigelig, for de ved godt at grænsen bliver udfordret. Når barnet har lært rummet at kende, så ved barnet hvor det er helt trygt og barnet lærer at nyde ikke konstant at skulle afprøve om nu det kan stole på at væggene bliver stående. Barnet kan spille bold op ad væggene, det er forudsigeligt hvordan bolden kommer tilbage og barnet trives og udvikler sig i forudsigeligheden.

Når væggene ikke står fast må barnet være meget fleksibelt, for når far er træt, så er rummet meget lille, når mor er træt, så er væggene hullede og hver anden “bold forsvinder” eller væggene er vakkelvorne og falder helt eller delvist sammen, så den del af rummet, der er tæt på væggen er ikke sikkert område at være i. Hvis barnet har været rigtig dygtig og mor i øvrigt har en god dag, så forsvinder den ene væg pludselig helt og barnet forventes at kunne forholde sig til at alle privilegier pludselig er tag-selv-bord og når barnet ikke kan rumme alle de muligheder, så bliver mor frustreret og klasker væggen tilbage på sin plads med et forslået barn til følge. Når barnet har en svær periode, så polstrer vi forældre i afmagt alle vægge og gulvet så barnet ikke slår sig og tanken er rigtig god, men det giver barnet et dårligt fodfæste og det bliver komplet umuligt at spille bold, for bolden opfører sig helt uforudsigeligt.

Billedet med rummet er selvfølgelig karikeret, men det giver måske en forståelsesramme, så jeg fortsætter. Rummet skal selvfølgelig ikke være et fængsel og børn skal selvfølgelig have ekstra privilegier ind imellem, det ødelægger på ingen måde konsekvensen, hvis I gør det forudsigeligt inden en væg bare brydes ned: “Ved du hvad skat i morgen må du være længe oppe sammen med mor og mig, så skal vi rigtig hygge os” Med andre ord. Hav faste og konsekvente rammer og forbered barnet på, når I som tydelige voksne vælger at bryde dem.

Konsekvens handler altså for mig om, at barnets ramme er forudsigelig og tydelighed handler om at være en rollemodel der tydeligt guider barnet igennem dagen, både hvad angår almen social adfærd og grænsesætning.



Når december måned er svær for et lille barn

Forældrerollen Posted on tirs, december 25, 2012 22:45:08

December er ved at være slut, julen er vel overstået for nogle og overlevet for andre. De sidste uger har frustrerede forældres udbrud lydt. December, der skulle være en hyggelig måned er alt andet end idyl. Familiernes og hjerternes fest, lækkerier, der kun nydes dér, traditioner, som vi har glædet os til siden sidste år, familietid og hygge med juleklip, konfekt og dekorationer. Gaver i sokken, længe oppe med julekalender, slik og chokoladekalender. Vi ser tilbage på vores barndomsjul med glæder, eller med ønsket om glæde, og vi har glædet os til at give børnene den glæde og oplevelse.

Intentionerne er i top, men børnene er ligeglade, trodsige, pyldrede eller slet og ret utaknemmelige. Hvad går der galt? hvad er det de forventer, De er sure over gaverne i sokken, gider ikke hygge, og forstår simpelthen ikke, at juletræspynten ikke må smides med. Derudover, vil den ene ikke spise, den anden ikke sove, de er syge på skift og virker bare konstant irriterede.

Vi forældre bliver frustrerede, bekymrede, skuffede eller andet med rigtig god grund, for nu har vi glædet os til at berige vores børn og vi har gjort os umage med opgaven, men vi har måske glemt, at vores små børn er små børn. De julemåneder vi ser tilbage på fra vores barndom, er typisk dem, hvor vi var 5-12 år. Vi kan ikke forvente det samme af vores børn på 2-3 år.

Børn i den alder har typisk slet ingen erindring om sidste jul. De aner ikke, hvad 24 dage vil sige, hvad jul og nisser og julefrokost, konfekt, julepynt og juletræ er for noget. Julesokken, er som dumpet ned fra himlen, og hvorfor får de gaver hver dag? Hvad mon “Når det bliver jul” betyder?, mange børn vågner hver dag og tror, at nu er det den jul, som de skal glæde sig til uden helt at forstå, hvad det er de skal forvente. De skal deltage i en masse, som de ikke kan huske at have oplevet før, så som konfektfremstilling, småkagebagning, fremstilling af julepynt osv. For børn er glæden ofte i gentagelsen, og for alle de her hyggeaktviteter gælder, at de er engangsforetagelser, så børnene når ofte slet ikke at finde hyggen i dem.

Når så traditionerne for alvor spidser til og mor og far fulde af forventning viser deres barn juletræet, som de har sat ind og pyntet imens barnet var i vuggestue, så kolliderer forventningerne helt med hinanden, for barnet kommer hjem til et træ, der står midt i stuen med farvestrålende legetøj overalt FEST!! Barnet kan ikke nødvendigvis forholde sig til, at det ikke er legetøj, at det ikke er ok, at hive i grenene, lægge bamsen derop pille pynten af og smide med den. Barnet gør bare, hvad det tror, at det skal og får skæld ud. Det her er en klassisk konflikt, for den irettesættelse kommer fuldstændig bag på barnet, og for mange børn, resulterer det i voldsomme frustrationsudbrud.

December er en dejlig måned, og for os voksne er en måned ikke lang tid, ja det vil sige, at den måned der går i en graviditet, fra man er indenfor termin til man er over tid og bliver sat i gang er UENDELIG lang for en del kvinder, og det samme er december for børn! På mange måder kan de to ting sidestilles, for barnet vågner også hver dag og håber, at det er i dag, det der de egentlig ikke ved, hvad er og som de måske endda er lidt bange for. I løbet af måneden dukker alt muligt hyggeligt/spændende/skræmmende op, en hel masse de ikke kender, en hel masse tegn på at NU er det nok nu. Den største forskel på de to måneder er egentlig, at en måned i et 2 – 3 årig barns liv er en større andel af barnets levede liv end hele graviditeten er for en førstegangsgravid medmindre kvinden er under 18 år!

Så bliver det den 24. december og barnet får ENDELIG at vide at nu er det jul. Nu er det endelig nu at “mormor og morfar kommer og jeg skal have masser af gaver” men men men, det er ikke nu, for først skal der spises, hvad de voksne mener er lækker morgenmad, så skal det sidste ryddes op, og gøres rent. I radioen er ny musik og hjemmet er fyldt af en underlig lugt af noget mad, som barnet ikke kender, og der sker en masse ting – meget af det er hemmeligheder, som barnet ikke kan forholde sig til, og hvor bliver den der jul egentlig af? ud på eftermiddagen kommer mormor og morfar endelig, SÅ er det tid til gaver, men nej, det er det ikke, for nu skal de voksne hygge med kaffe, og dække bord. Barnets tålmodighed er på nulpunktet og pjevseriet tager til, om det skyldes uforudsigeligheden eller at middagsluren blev sprunget over, fordi den blev nægtet er svært at afgøre. Pludselig dukker julemanden op, en skræmmende mand, hvis ansigt er næsten helt dækket af skæg. Barnet synes ikke at julemanden er sjov, men nu kom der i det mindste en gave, som barnet måske er for forundret, træt og overkørt til at pakke op, så det bliver lige klaret i hast inden en MEGET land middag med noget mad, som er nyt for barnet. Da programmet endelig når dertil, at der skal danses om juletræet og pakkes gaver op er barnet ofte enten overtræt eller faldet i søvn.

For rigtig mange familier er december og jul årets skuffelse og katastrofe og den bliver fulgt op af juledage, med lige så stort kaos, men det behøver heldigvis ikke være sådan, heller ikke selvom du har et sensitivt barn

Overvejelser og ideer til næste år.

*Husk, at alting er som nyt for dit barn, og at et lillebarn lille barn ikke forstår 24 dage.

* Lav en afkilpningskalender, som I klipper en dag af sammen med barnet som det første hver morgen, så barnet ved fra morgenstunden, at det der jul er ikke i dag (eller at det er i dag).

* Hvis barnet får gaver i en sok eller lign. så lad sokken være i stuen, så barnet ikke får ødelagt nattesøvnen af at julemanden (der måske er farlig) lister rundt på værelset om natten – OG fortæl barnet at når det bliver jul, så skal julemanden have sokken med, for så er det slut med gaver (så slipper barnet for den frustration d. 25)

*Se billeder fra sidste jul, for at hjælpe barnet til at danne billeder af, hvad det der jul er for noget.

*Gør meget ud af at tale hver dag igennem med barnet hver eftermiddag og aften, for der er brug for ekstra hjælp til at sætte begreber på alle julens aktiviteter.

*Forbered barnet ekstra på alt, hvad der skal ske i hele december (ikke først, når den kører af sporet) særligt på, hvis I skal lave noget traditionelt eller for barnet nyt.

*Det er bedre at lave konfekt 3 korte kange end 1 lang, og måske er det ikke nødvendigt, at barnet skal præsenteres for alle de hyggelige aktiviteter på én december.

*Indrag barnet i det med juletræet, lad barnet være med når det kommer ind i stuen, og med til at pynte, fortæl om hvorfor det er der, og at det er pynt.

*Lad barnet vide, hvor julegaverne er, og sig at det derfor er midlertidigt slut med at gå derind. Mange børn bruger ellers for meget krudt på at finde de gaver, og skal derefter have dårlig samvittighed i måske uger over at have gjort noget forkert, eller skal spekulere alt for meget over en låst dør.

* d. 23. december, fortæl barnet, at i morgen er det jul, og, hvad der skal ske hvornår på dagen – lad gerne barnet hjælpe med at tegne en tidslinje, med juleaftensdags aktiviteter og hæng den op, hvor barnet kan se den, så barnet kan orientere sig i dagen.

*Nogle sensitive børn kan ikke rumme uvisheden om hvad julekalenderen eller julegaverne indeholder. Det kan være så voldsomt, at forventningens glæde helt forsvinder, at det medfører reelle trivselsproblemer for barnet. Hos de børn kan det være en god idé at smugkigge. Så ved barnet, hvad det glæder sig til og KAN glæde sig.

*Lad barnet hjælpe med at sætte julegaverne på plads på værelset d. 25.så barnet ikke vågner til 10 fremmede dukker der stirrer, eller til et værelse, der ser helt forkert ud.

*Brug dagene efter jul til at fade magien ud. Leg med gaverne, vær sammen, gå en tur og se, at alt er som det plejer. Gør de ting, som I tit gør sammen, som barnet kender og som det kan lide

Hold dagsrytmen selvom I alle har fri, lad dagens faste holdepunkter være som de plejer i så vid udstrækning som muligt.



Lad barnet vise vejen

Forældrerollen Posted on søn, juli 17, 2011 18:51:49

For mange forældre er det en stor udfordring, at aktivere deres barn. Af bedste mening søges inspiration til aktiviteter højt og lavt. Nu er det sommer og mange børn, der normalt er i institution er hjemme i flere uger. Det er uvant for rigtig mange og kan næsten være skræmmende, for “Hvad finder vi på?” og “Hvad nu, hvis det bliver regnvejr?”

Os voksne har glemt noget af barneindstillingen, for børn kræver slet ikke det aktiverings- og underholdningsniveau, som mange voksne forestiller sig. Måske er det lidt kedeligt for den voksne, at lege samme leg med samme kæp i en halv time i streg, men for barnet er gentagelse og tid med mor og/eller far uden sidestykke.

Prøv at lade barnet vise vejen. Gå ud i naturen uden plan. Observér hvordan dit barn bliver inspireret til leg af sine omgivelser og hop med på legen. Leg med så godt du kan, og slip fantasien løs. Bliv i legen lige så længe, som dit barn gør det. Det er en sund øvelse, at gøre sig.

Prøv at undgå bekymringer om, hvorvidt dit barn kommer til at kede sig, for børn keder sig ikke. De finder på noget. Vis dit barn, at du har tillid til, at det kan finde på noget godt.

Lad ikke vejret ødelægge humøret. Vejret er som det er uanset hvilke følelser vi måtte have for det. Brug vejret positivt. Regnvejr giver fantastiske muligheder for at hoppe i vandpytter, få vådt hår, være fin dame med paraply eller hygge sig inde. Blæsevejr kan barnet måske læne sig op imod, måske kan I gå i modvind, flyve med drage eller høre vinden suse. Når alt kommer til alt, så giver I jeres barn noget rigtig godt ved at finde det positive i de ting, som hverken I eller barnet kan gøre noget ved.

De daglige aktiviteter er også alletiders at inddrage børnene i. De vil gerne gøre som jer og vil gerne være med der hvor I er. Måske lægger barnet ikke tøj sammen i en halv time i træk, men at gå fra og til er også ok. Måske veksler barnet lidt imellem sandkassen og ukrudtslugning, men det behøver ikke være et tegn på, at barnet ikke vil ordne have, blot, at der er frihed til at vælge.

Så prøv at sænk dine forventninger til, hvad dit barn har brug for af aktivering og brug vejret positivt. Brug istedet krudtet på at være tilstede. Lad barnet vise dig hvad der er sjovt, og hvor længe det er det og invitér barnet til at være med, i det du laver.



Afmagt

Forældrerollen Posted on fre, februar 11, 2011 12:18:09

Det er som med alle andre negative følelser tabu at føle afmagt som forældre. Ikke destro mindre er det en følelse, som alle overvældes af i tilspidsede situationer. For nogle er følelsen sjælden og for andre er den en mere eller mindre permanent følgesvend.

Afmagt er svær at rumme og jo mere afsky og selvkritik følelsen vækker, des mere invaliderende er den. I afmagt kan vi gøre vi ting, som vi skammer os over, og som vi for enhver pris vil forhindre, at vores omverden får kendskab til. Vores evne til at lagre følelser i hukommelsen er langt bedre end evnen til at lagre begivenheder. Derfor står afmagten og skammen ofte meget klart i erindringen sammen med en fortolket og farvet gengivelse, at handlingen. Ofte erindrer vi handlingen skævt af, hvordan virkeligheden var, for erindringen farves af hvad vi har med i bagagen, og hvilke følelser den har været forbundet med

Sådan indespærret afmagt er gift for vores selvværd, og hvis der i ro og mag spærres flere og flere negative og selvkritiske følelser inde, så er der risiko for, at det stille og roligt vil påvirke vores selvbillede.

Husk at selvom du føler afmagt, og selvom du er kommet til at gribe til noget, der strider imod dine værdier, så er du ikke en dårlig forælder! Du er en forælder, der har gjort noget uhensigtsmæssigt, hvilket du med rette må forholde dig til og lære af, men det bliver du ikke en dårlig forælder af!

Som sagt findes, alle forældre, gribes fra tid til anden af afmagt, så det du føler er noget alle kender til. Nogle har så naturligt et forhold til dette livsvilkår, at de er nemme at betro sig til, andre har så belastet et forhold til det, at de i kampen for ikke at afsløre egen afmagt vil få dig til at føle en endnu større skam. Sådan fungerer tabuer desværre!

Men der er altid en grund til at vi føler afmagt, og vi er sårbare, når det gælder forholdet til vores børn. Samtidig er vi i forholdet til vores dyrebare børn farvet af, hvad vi har med fra forholdet til vores egne forældre, da vi var børn. Både alt det fantastiske, som vi gerne vil føre videre og alt det, som vi af forskellige årsager ikke ønsker skal være en del af vióres forældreskab. I afmagt kan vi risikere at reagere, som vi tager afstand fra, at vores førældre reagerede, og det er bestemt noget, der for nogle kan være nærmest lammende. Så der er i nogle tilfælde en aldeles plausibel forklaring på, at det er svært at rumme. Sådan en reaktion kan føre mange andre tabubelagte følelser med sig.

Det er en sund øvelse at gå ind i de følelser, der måtte komme, at bearbejde, hvad der er sket, hvorfor det skete, hvordan vi reagerede, og hvordan vi har det med det. For nogle er det virkelig en meget stor udfordring, at sige højt, at de er kommet til kort. Nogle mener ikke at der er behov for at sige det højt. Behovet er forskelligt, for nogle kan det fint bearbejdes uden at inddrage andre og bagefter kan det fint siges højt, for nogle skal det siges højt, for rigtig at kunne bearbejdes.

For nogle bearbejdes det slet ikke og siges ikke højt. Det gemmes væk i forhåbningen om, at det så forsvinder. Typisk sammen med en bunke andre ting, indtil en eller anden dag, hvor bægret måske bliver for fyldt og facaden krakkelerer, så det hele uden kontrol bare vælter ud.



Næste »