Jeg oplever ofte forældre, der med de bedste og mest velovervejede intentioner kommer til at pålægge deres barn et meget stort ansvar og stressniveau i forsøget på, at undlade at “presse barnet”. Forældrene står rådvilde tilbage og forstår ikke, hvorfor det ikke hjælper at “fjerne presset”, og de bliver dybt ulykkelige, når de indser, at det de har gjort kun har øget presset.

Noget der presser et sensitivt barn er uforudsigelighed, svævende grænser, brudte rytmer, og ukendte forventninger.

Mennesker stresses generelt, når deres evner og egen opfattelse af deres evner ikke stemmer overens med de krav, forventninger og opgaver, som de møder.

At undlade at presse et sensitivt barn, må tage højde for disse ting, dvs. vi kan graduere forventninger, opgave og krav, for at lette presset på barnet, men må passe på ikke at understimulere barnet og at sætte forventningerne så lavt, at barnet føler, at der ikke er tillid til det.

At lette presset er også, at øge forudsigeligheden, så barnet ikke skal bruge sin kostbare energi på, at lede efter struktur, grænser og forudsigelighed. Med andre ord er den kendte struktur, de små varsler og hverdagens pejlemærker noget af det, der letter presset på barnet.

Det nærliggende for mange forældre, er at håndtere ordren “lad være med at presse” ved at fjerne krav og grænser, ved at smide strukturen ud og lade barnet bestemme rytmen, afprøve alt muligt nyt, for at forsøge at få barnet til at få det bedre, og venter på at barnet selv siger at det er klar til at hverdagen kommer tilbage, og det har desværre den diametralt modsatte effekt, Så hvis dit barn er presset, og du føler at du skal lette det pres, så er dette måske værd at have med i overvejelserne 🙂