Igen og igen opfordrer jeg forældre til at være tydelige og konsekvente i forældreskabet. Nærmest alle ved umiddelbart hvad jeg taler om. Det er meget sjældent jeg får spørgsmål om, hvad jeg mener med det. Sådan er det i øvrigt med rigtig mange begreber i mit arbejde synes jeg. Når jeg så spørger ind til, hvad forældre ligger i at være tydelige og konsekvente, så bliver mangfoldighedens fortolkninger tydelige.

For nogle betyder det at skælde ud og smide på værelset, hvis barnet ikke opfører sig ordentligt og for andre betyder det at have en grænse og så advare barnet nogle gange, evt med trusler om at gå uden barnet, at barnet ikke må besøge mormor mere eller lign, hvis det ikke stopper nu.

For mange er grænsen for hvad der er ok rimlig fast, men konsekvensen ved at overtræde grænsen ret afhængig af ydre omstændigheder og igen for andre er det omvendt.

Tydelighed mener jeg ikke er ensbetydende med at hæve stemmen, og jeg mener lige så lidt at konsekvens er ensbetydende med straf – faktisk tværtimod!

At være en tydelig voksen betyder i høj grad at bevare overblikket og fatningen. Du er rollemodel for dit barn, igennem dine handlinger guider du dit barn til at opføre sig hensigtsmæssigt. Mange har svært ved at forstå at deres barn brokker, sig pjevser og “skaber sig”. Mor bliver forståeligt nok irriteret og vrisser at barnet må stoppe med det skaberi. Mor føler at hun er berettiger til at være irriteret og give udtryk for det, for enhver kan bakke op om, at barnet må lære at opføre sig anderledes. Problemet er bare, at barnet lærer af sin rollemodel og det tjener intet formål at bekæmpe vrisseri med vrisseri. Det er i mine øjne ikke underligt at det barn skaber sig, for mor viser med tydelighed, at det er sådan man skal vise at man er irriteret – og barnet er irriteret!

Hvis mor ønsker at barnet skal håndtere frustration anderledes, så må hun starte med sig selv. Tonen kan sagtens være bestemt og tydelig i grænsesætningen uden at være hverken skinger, vrissen eller give skælde ud. Det er supersvært at ændre et reaktionsmønster, så ingen forældre kommer sovede til at blive tydelige rollemodeller, der med deres handlinger guider barnet til at reagere hensigtsmæssigt. Med dette in mente er det også nemmere at forstå, hvad det kræver af vores børn at ændre deres reaktionsmønster.

Konsekvens handler som sagt ikke om straf, men derimod om at grænserne ligger fast og ikke svæver rundt efter humør og overskud. Kun når grænserne ligger fast er de forudsigelige for børnene.

Hvis vi betragter grænserne helt konkret som væggene i et rum, så ved børnene hvor væggen er. De kan se væggen og mærke den. Ind imellem vil ethvert sundt barn prøve om væggen kan flyttes eller slåes i stykker, så slår de sig og bliver kede af det og bliver trøstet, men smerten er forudsigelig, for de ved godt at grænsen bliver udfordret. Når barnet har lært rummet at kende, så ved barnet hvor det er helt trygt og barnet lærer at nyde ikke konstant at skulle afprøve om nu det kan stole på at væggene bliver stående. Barnet kan spille bold op ad væggene, det er forudsigeligt hvordan bolden kommer tilbage og barnet trives og udvikler sig i forudsigeligheden.

Når væggene ikke står fast må barnet være meget fleksibelt, for når far er træt, så er rummet meget lille, når mor er træt, så er væggene hullede og hver anden “bold forsvinder” eller væggene er vakkelvorne og falder helt eller delvist sammen, så den del af rummet, der er tæt på væggen er ikke sikkert område at være i. Hvis barnet har været rigtig dygtig og mor i øvrigt har en god dag, så forsvinder den ene væg pludselig helt og barnet forventes at kunne forholde sig til at alle privilegier pludselig er tag-selv-bord og når barnet ikke kan rumme alle de muligheder, så bliver mor frustreret og klasker væggen tilbage på sin plads med et forslået barn til følge. Når barnet har en svær periode, så polstrer vi forældre i afmagt alle vægge og gulvet så barnet ikke slår sig og tanken er rigtig god, men det giver barnet et dårligt fodfæste og det bliver komplet umuligt at spille bold, for bolden opfører sig helt uforudsigeligt.

Billedet med rummet er selvfølgelig karikeret, men det giver måske en forståelsesramme, så jeg fortsætter. Rummet skal selvfølgelig ikke være et fængsel og børn skal selvfølgelig have ekstra privilegier ind imellem, det ødelægger på ingen måde konsekvensen, hvis I gør det forudsigeligt inden en væg bare brydes ned: “Ved du hvad skat i morgen må du være længe oppe sammen med mor og mig, så skal vi rigtig hygge os” Med andre ord. Hav faste og konsekvente rammer og forbered barnet på, når I som tydelige voksne vælger at bryde dem.

Konsekvens handler altså for mig om, at barnets ramme er forudsigelig og tydelighed handler om at være en rollemodel der tydeligt guider barnet igennem dagen, både hvad angår almen social adfærd og grænsesætning.