“Min datter er komplet umulig her
til aften; skriger og skælder ud og det tegner slet ikke godt for
natten … ja eller for i morgen …. Hun er altid vildt bøvlet, når
vi er hjemme. Det er super irriterende, for folk tror ikke på os.
Hun bliver nemlig ikke overstimuleret, hun elsker at være ude og
charmerer alle omkring sig, når vi er ude, så sover hun uden bøvl.
Det er da mærkeligt, at hun dér kan sove fra det hele, når hun
herhjemme ikke vil sove, og det er mærkeligt at hun bøvler ekstra
bag efter besøg, når hun tydeligvis ikke bliver overstimuleret af
det. Faktisk vil hun allerhelst ud og opleve en masse hver dag, for
så snart vi er hjemme så starter cirkuset”

Jo hun overstimuleres!, men
overstimulering ses kun i situationen, hvis dråben bliver nået i
situationen, og det gør den sjældent for et sensitivt barn.

Overstimulering er et kæmpestort
fokusområde i.f.t. sensitive mennesker … i særdeleshed børn, der
slet ikke har så avanceret en egenindsigt, som voksne. Derfor er det
ekstra vigtigt, at mor og far, pædagoger osv. er obs, på de små
signaler, og at de tager ansvar for at lære barnet at håndtere
stimuleringsgraden.

Jeg bruger ofte et kar som billede.

Når et barn er lille, er karret som en
skål. Indtryk fyldes i skålen som dråber, og på et tidspunkt
løber karret over. Barnet skriger, og mor kommer susende med en øse
til at sænke dråbebestanden.

Mor lærer at se de små tegn på, at
vandet er ved at nå kanten og kommer nu roligt hen og hælder dråber
fra, inden det går galt. Her lærer barnet også at mærke, hvordan
det føles lige inden mor kommer, og hvor rart det føles, at mor
“tager toppen af karrets indhold”. Barnet bliver faktisk så
dygtigt. at det selv kalder på mor, når det er tid, hvis hun ikke
lige selv opdager det.

Stille og roligt lærer barnet, hvad
det er mor gør, og begynder så småt at kunne efterligne det selv.
Mor opfatter ubevidst, at barnet nu selv forstår sit behov og
begynder at være i stand til selv at stille det. Mor støtter derfor
barnet i sin motivation for at kunne hjælpe sig selv. Mor etablerer
en bundprop i karret og hjælper sit barn til at bruge den.

Mor må stadig hjælpe barnet til at
begrænse hastigheden, dråberne falder med, for hvis indtrykkene
drypper for hurtigt i karret, så formår barnet ikke at bruge
bundproppen hurtigt nok, og mor må også vide, at hvis indtrykkene
er anderledes end vanligt, så kan barnet blive så opslugt af dem,
at karret fyldes, fordi barnet slubrer indtryk i sig og glemmer alt
om bundproppen. Derfor må mor i de situationer overtage kontrollen
af bundproppen.

Barnet vokser konstant i sin
egenindsigt og lærer meget hurtigt, hvad der er rart, og hvad der
ikke er rart. Det er ikke rart, at karret flyder over! Slet ikke hvis
det sker, hvor andre ser det! Og dog er det ofte ude, at karret
fyldes for hurtigt. Indtrykkene er mange, mor skal være social med
andre, leve op til deres forventninger, huske at overtage styringen
af bundproppen og forsvare, at hun gør det. Alt det imens hun har
travlt med på afslappet og overskudsagtig vis at nå at afværge, at
katastrofen sker og karret flyder over. Det er nemlig også en
forskel på at være hjemme alene og så at være ude – derhjemme er
det synd for barnet, at det overvædes, men ude er det en katastrofe,
som er synd for alle.

Barnet gør derfor, hvad det kan for at
undgå at være årsag til katastrofen. Ofte lægger barnet sig til
at sove eller regulerer på anden vis. Men det er jo ingen holdbar
løsning, for det giver mentalt overarbejde konstant at skulle kæmpe
imod, at karret flyder over. Det topfyldte kar kommer med hjem i et
barn, der er mentalt udkørt og ikke i stand til at kæmpe videre, så
ved den første dråbe er skaden sket. Barnet reagerer i fuldt flor
og mor, der også er mentalt udkørt efter udflugten, har ikke
overskud til at komme springende og øse vand af. Hun forsøger
desperat at få bundproppen op, men karrets indhold er alt for tungt
og kampen i afmagt er sat ind.

Heldigvis ved mor, at hendes eget kar
er udstyret med en overløbssikring. Mor har indtil nu ageret
overløbssikring for sit barn, imens barnet har lært at bruge
bundproppen, men bundproppen skal huskes for at have nogen effekt, og
mor skal også huske at være barnets overløbssikring for at det har
nogen effekt, så det ideelle ville jo være at etablere en
overløbssikring i barnets eget kar. Den overløbssikring kan dog
være lidt længe undervejs, for barnet skal have en vis kognitiv
udvikling før det kan lade sig gøre

Mor må agere overløbssikring i en
periode, men det er vigtigt, at hun hjælper barnet til at få
etableret bundproppen, lærer det at bruge den og lader barnet gøre
det. Det er vigtigt, at barnet lærer at mærke sig selv, lærer at
agere på sine behov og bliver selvstændig i.f.t. at håndtere sit
kar, for mor kan ikke være med altid, og barnet har ingen gavn af at
skulle have den særstatus, at lærere osv. skal have det som deres
opgave at styre bundproppen.

Mange forældre har svært ved at give
så meget slip, at barnet kan få lov at have sin egen
overløbssikring og på den måde blive uafhængig, men for barnets
selvstængighed og udvikling, er det vigtigt at gøre.