Det er én af de frustrerede udmeldinger jeg ganske ofte får, fra forældre til børnehavedrenge. “Vi kan kalde på ham tyve gange, men han ignorerer os og når vi så skælder ud kigger han på os som om han tænker, hvad vi bilder os ind” Det er det samme nede i børnehaven og alle er ved at være trætte af det. Det kan selvfølgelig også dreje sig om piger, men generelt er problemet større hos drenge.

Der kan jo selvfølgelig være mange årsager til, at drengen tilsyneladende ikke gider at høre efter, og én af dem er at drengen ganske enkelt ikke opfanger henvendelsen. Ofte er det faktisk præcis, hvad det skyldes, selvom stort set ingen forældre har haft den overvejelse.

Der er rigtig meget larm i en børnehave. Vi forældre kan blive helt kuldrede af de fem minutter vi er der for at hente og bringe, men vores barn er i den støj hele dagen. Mange børn tillærer sig evnen til at “lukke af” for omverdenen, og drenges hjerner er ikke altid helt så hurtige til at modnes til at kunne opfange kollektive beskeder, når barnet lukker af for virvaret omkring. Når pædagogen eller forældrene kalder, så er det langtfra sikkert, at barnet hører det. Og hvis strategien er at råbe højere eller skælde ud, så er det måske det første, som barnet hører, når han “rives ud af sin selv-beskyttede verden”

Jeg skal selvfølgelig ikke afvise at adfærden KAN skyldes, at barnet ikke gider, er ligeglad, provokerende eller andet, men uanset hvad, så er min opfordring klar

“Vær sikker på at dit barn hører dig første gang!”

Så bliver årsagen og løsningen pludselig meget tydelig. Hvis dit barn opfører sig sådan her, så gå hen til ham og læg en hånd på skulderen af ham. vær sikker på, at du har opmærksomheden, før du siger “Vi skal snart spise, så du skal lige lege færdig” eller hvad det nu måtte være.

Jeg er ganske overbevist om, at hvis du sørger for, at dit barn hører din første og venlige henvendelse, så vil det enten løse hele problemet eller tydeliggøre, hvad problemet er.