Det er som med alle andre negative følelser tabu at føle afmagt som forældre. Ikke destro mindre er det en følelse, som alle overvældes af i tilspidsede situationer. For nogle er følelsen sjælden og for andre er den en mere eller mindre permanent følgesvend.

Afmagt er svær at rumme og jo mere afsky og selvkritik følelsen vækker, des mere invaliderende er den. I afmagt kan vi gøre vi ting, som vi skammer os over, og som vi for enhver pris vil forhindre, at vores omverden får kendskab til. Vores evne til at lagre følelser i hukommelsen er langt bedre end evnen til at lagre begivenheder. Derfor står afmagten og skammen ofte meget klart i erindringen sammen med en fortolket og farvet gengivelse, at handlingen. Ofte erindrer vi handlingen skævt af, hvordan virkeligheden var, for erindringen farves af hvad vi har med i bagagen, og hvilke følelser den har været forbundet med

Sådan indespærret afmagt er gift for vores selvværd, og hvis der i ro og mag spærres flere og flere negative og selvkritiske følelser inde, så er der risiko for, at det stille og roligt vil påvirke vores selvbillede.

Husk at selvom du føler afmagt, og selvom du er kommet til at gribe til noget, der strider imod dine værdier, så er du ikke en dårlig forælder! Du er en forælder, der har gjort noget uhensigtsmæssigt, hvilket du med rette må forholde dig til og lære af, men det bliver du ikke en dårlig forælder af!

Som sagt findes, alle forældre, gribes fra tid til anden af afmagt, så det du føler er noget alle kender til. Nogle har så naturligt et forhold til dette livsvilkår, at de er nemme at betro sig til, andre har så belastet et forhold til det, at de i kampen for ikke at afsløre egen afmagt vil få dig til at føle en endnu større skam. Sådan fungerer tabuer desværre!

Men der er altid en grund til at vi føler afmagt, og vi er sårbare, når det gælder forholdet til vores børn. Samtidig er vi i forholdet til vores dyrebare børn farvet af, hvad vi har med fra forholdet til vores egne forældre, da vi var børn. Både alt det fantastiske, som vi gerne vil føre videre og alt det, som vi af forskellige årsager ikke ønsker skal være en del af vióres forældreskab. I afmagt kan vi risikere at reagere, som vi tager afstand fra, at vores førældre reagerede, og det er bestemt noget, der for nogle kan være nærmest lammende. Så der er i nogle tilfælde en aldeles plausibel forklaring på, at det er svært at rumme. Sådan en reaktion kan føre mange andre tabubelagte følelser med sig.

Det er en sund øvelse at gå ind i de følelser, der måtte komme, at bearbejde, hvad der er sket, hvorfor det skete, hvordan vi reagerede, og hvordan vi har det med det. For nogle er det virkelig en meget stor udfordring, at sige højt, at de er kommet til kort. Nogle mener ikke at der er behov for at sige det højt. Behovet er forskelligt, for nogle kan det fint bearbejdes uden at inddrage andre og bagefter kan det fint siges højt, for nogle skal det siges højt, for rigtig at kunne bearbejdes.

For nogle bearbejdes det slet ikke og siges ikke højt. Det gemmes væk i forhåbningen om, at det så forsvinder. Typisk sammen med en bunke andre ting, indtil en eller anden dag, hvor bægret måske bliver for fyldt og facaden krakkelerer, så det hele uden kontrol bare vælter ud.