“Mor jeg vil have legetøj”, “Jo jeg VIL”, “Så vil jeg have slik!!!” – VRÆL, Sussie kaster sig skrigende på gulvet og sparker om sig. Ikke én i Brugsen kan være i tvivl om, at Sussie er utilfreds.

Mor overvældes af et samsurium af følelser, Irritation over, at Sussie ikke vil acceptere et nej. Nervøsitet over hvad andre tænker. Selvbebrejdelse over at situationen overhovedet opstår – FORLEGENHED!! Der foregår flere fremskrivninger samtidig i mors hoved. “Den mand kiggede bebrejdende på mig – han synes nok, at jeg er en dårlig mor”, “Jeg er nødt til at få hende til at holde mund, for jeg bryder mig ikke om at tiltrække opmærksomhed på den måde”, “Det er ihvertfald SIDSTE gang Sussie kommer med i Brugsen, inden hun er konfirmeret”…..

Inden mor får set sig om og overvejet, hvordan hun egentlig dybest set synes, at hun skal reagere. Forbryder hun sig imod sin hidtidige tydelighed og tager et kvantespring i én eller anden retning.

“Shhhh, Shhhh Sussie hold så op”, “Ok ok ok hvis du stopper nu så får du en pose slik, men så er det også slut”, Sussie stopper måske ikke, og kan måske ikke samarbejde til at vælge en pose slik. Hun ville jo hellere have legetøj og troede jo faktisk slet ikke, at hun måtte få noget som helst. Midt i Sussies proces med at opfatte, at hun faktisk lige pludselig gerne må få slik, mister mor tålmodigheden og griber den pose slik, som hun ved at Sussie ville have valgt, hvis hun gad stoppe det skrigeri og deltage.

Mor er vred på sig selv over ikke at kunne bevare roen og overblikket. irriteret på Sussie over at skabe sådan en scene og skuffet over at Sussie ikke er lykkelig for og taknemmelig over for at få sin vilje, for det burde hun være.

Måske stoppe Sussie nu skrigeriet og surmuler videre, måske fortsætter hun skrigeriet eller måske fortsætter hun kampen for legetøjet, for måske mener mor ikke helt sit nej!?

Når du som forælder bøjer af i afmagt, så optræder du uforudsigeligt. Dit barn ved ikke hvad det kan forvente af dig. De fleste børn trives dårligt i uforudsigelighed og vil derfor søge efter grænserne, for igen at finde ud af hvilken ramme, det er, at de befinder sig i.

Det kan også være at mor istedet for at bøje af, forsøger at true Sussie til stilhed “Hvis du ikke stopper nu, så kommer du ud i bilen”, “Du kan ikke komme med hjem til mormor, hvis du skaber dig sådan”, “Vil du med ned at handle en anden gang!? – For det kan du droppe, hvis du ikke stopper NU!”

Hvis du som forælder vælger at advare barnet på den måde, så lærer du dit barn, at der ikke vil være en konsekvens før det minimum har fået en advarsel – så det er altså ok at plage, indtil mor siger, at NU er det nok! Du skal endvidere overveje, om du reelt har tænkt dig at føre truslen ud i livet, for dit ord kan ikke tages for pålydende, hvis det efterføljende bliver fulgt op med “Jeg mener det altså, du skal stoppe nu”, “Det kan du altså ikke være bekendt, nu er det din skyld, hvis vi må aflyse at køre hjem til mormor” ja måske er truslen reelt tom, for det vil måske aldrig nå dertil, at du vil aflyse den tur, eller at du vil sætte barnet ud i bilen. Måske har du slet ikke mulighed for at købe ind uden dit barn, så at det ikke kan komme med er ikke realistisk. Og man kan også spørge sig selv, om dit barn iøvrigt vil lære noget af at undgå situationen – Vil den kamp måske ikke bare skulle tages på et andet tidspunkt?

Forbliv voksen

Når forventningen er klar, kendt og tydelig, så har både forælder og barn bedre forudsætninger for at kunne få en god indkøbstur.

>Forberd dig mentalt: Hvad skal du købe?, Hvad forventer du af dit barn? Skal barnet gå selv?, Holde i hånd?, Sidde i vognen? Kan barnet inddrages i at lægge varer i vognen, køre en lille vogn, lægge varer på båndet, betale? Er det en dag, hvor barnet gerne må vælge slik, legetøj, aftensmad? Hvad hvis barnet flipper skråt, vil du blive i situationen, sætte barnet i vognen, gå ud eller hvad er din taktik?

>Forbered dit barn: Vi skal handle i Brugsen, Du skal holde mig i hånden, når vi går rundt. Du må gerne være med til at vælge aftensmad, men ellers er det kun mig der vælger ting idag.

>Vær tydelig og autentisk: “Jeg kan godt høre, at du gerne vil have legetøj, men det kan du ikke få idag”, “Ja det er også træls”, “Kom vi skal have fundet noget aftensmad, hvad kunne du tænke dig?” “Ja skat jeg har forstået at du gerne vil have slik, men vi skal købe aftensmad” “Hvis du lige synes, at det er så svært, så kan du sidde i vognen imens vi kører over og finder aftensmad”. Sidder barnet grædende eller trist i vognen, så tør smilende tårerne væk ind imellem, prøv at bevare en positiv stemning, hav tillid til, at din beslutning er god og rigtig og anerkend, at dit barn synes, at det er svært, at få et nej, men lad være med at blive vred, irriteret, grib til ekstremer for at få barnet til at tie stille.

>Evaluer med dig selv hvis barnet reagerede med udtalt plageri: Det er ganske naturligt at barnet spørger om det må få ….., men det skal helst være sådan at barnet første gang accepterer et afslag. Sker det ikke, så mind dig selv om, at de fleste børn fra tid til anden lige vil teste for alvor af om reglerne mon gælder, Hvis du formår at tage det med ophøjet ro, så er det måske kun den ene gang. Hvis du derimod, kører op, bøjer af, griber til voldsomme forstærkere (f.eks tomme trusler) så kan der godt gå lang tid, før indkøbsturene igen bliver hyggelige.

En nærliggende beslutning er at handle uden barnet, men det mener jeg er et uhensigtsmæssigt valg, for barnet lærer ikke at håndtere den slags fristende situationer ved at undgå dem, og tro mig, når jeg siger, at det ikke tiltrækker mindre opmærksomhed, at det plagende barn er 6, 8 eller 14 år. De fleste i Brugsen har selv haft børn i den alder. Personalet i Brugsen ser de situationer dagligt, og de ser også at de samme børn er søde, og rolige med den ene forældre, men en sæk plagende lopper med den anden, så de vil med garanti ikke se skævt til at du tager dit barns plageri, som en naturlig del af dit barns udvikling, men at du i anerkendelse af dit barn forbliver en tydelig forælder.