Helt små børn oplever alt for første gang. Alle deres sanser og hele bearbejdningsprocessen for indtryk kører på højtryk. Jo mere sensitivt barnet er, des mere åbne grænser er der for, hvad det tager ind og hvor dybt det går. Børn har brug for kærlighed tryghed, mad, søvn, forudsigelighed, ro, skærmning, leg stimulering og meget andet i varierende dosis. De forskellige behov ændrer prioritering over dagen og efter rammen, og det er der ikke forskel på om de er midt i et udviklingsspring eller ej.

Kendskab til disse udviklingsspring giver mig er en forståelses- og en handleramme. Jeg får kendskab til at udviklingen foregår i spring, og at der til givne tidspunkter sker store forandringer i børns sansebearbejdning. Jeg mener at forældre får en bedre mulighed for at imødekomme deres børns behov ved at vide hvordan deres verden forandrer sig. F.eks hvis et lille barn har behov for meget skærmnng i løbet af dagen. Det kan foregå f.eks i barnets seng eller måske svøbt i en dyne på forældrenes arm. Det kan være rart at vide at omkring en given alder, vil ens barn pludselig se i farver, for så kan skærmningsstederne jo tilpasses (hvid dyne m.v.), så de ikke pludselig bliver fremmede, anderledes og overvældende, med pink bamser, og farvestrålende skove osv.

Qua min uddannelse ved jeg at man bedst tillærer færdigheder, når udfordringerne hverken er for store eller for små og hvis min børn bliver komplet overstimuleret af ligegyldige ting, som dynens farve, skyggerne i vuggen osv, så bliver udfordringerne også for store til at de effektivt kan lære og udviklingsspringene bliver trukket ud. Sådan må det være tænker jeg, rent logisk.

Robuste børn lader sig ikke i samme grad mærke med det, så forældre til robuste børn erfarer ofte bare at barnet pludselig har lært en masse nyt.

2 af mine egne børn er følsomme børn og bevidstheden om og accepten af disse udviklingsspring har helt klart gjort, at jeg har haft større forståelse for at mine børn pludselig og “uden grund” bliver pjevsede og tryghedssøgende.